Sønderho - Danmarks smukkeste landsby

Et besøg i Sønderho er et "must" når man besøger Fanø. Det er ikke uden grund Sønderho vandt prisen som Danmarks smukkeste landsby. Når man går i de smalle gader med de fine gamle huse, føler man sig hensat til en anden tid.

Stil bilen på parkeringspladsen ved kirken og brug et par timer på en byvandring i de små krogede gader. Besøg Fanø Kunstmuseum, Hannes Hus, Kåveren, Sønderho Mølle og Sønderho Kirke. De mange gamle, velbevarede bygninger stammer hovedsageligt fra midten af 1700- tallet og 100 år frem, hvor Sønderho var den dominerende søfartsby på den jyske vestkyst.

Havnen og værftsområdet lå i en lille beskyttet bugt i den nordøstlige ende af Sønderho. Men indsejlingen sandede efterhånden til og er i dag engarealer.

Sønderho Havn bliver fra sommeren 2020 igen sejlbar, efter at de sidste par er blevet brugt på at gendanne naturhavnen.

 

 

Fanø Kunstmuseum, Nordland 5

Museum med både en fast udstilling af malere med tilknytning til Fanø og skiftende udstillinger. Kunstmuseet er indrettet i en gammel bygning, der blandt andet har været anvendt som købmandsgaard og fabrik. Fanø har i lighed med for eksempel Skagen tiltrukket mange kunstnere på grund af det særlige lys og det maleriske liv.  

 

Sønderho Mølle, Vesterland 44

Sønderhoningerne skulle i gamle dage bruge Kongens mølle i Ribe, når kornet skulle males. Men i 1701 fik præsten tilladelse til at bygge den første mølle. Der blev siden bygget flere møller, blandt andre en stubmølle, som brændte 1894.

Den nuværende mølle blev opført året efter. Den holdt i 1923 op med at male korn, og var derefter ved at forfalde, men er siden blevet restaureret. Møllen er nu indrettet til museum.

 

 

Hannes Hus, Østerland 7

er et »skipperhus« og blev bygget i 1750'erne. Det gamle miljø er bevaret, så man kunne tro, at skipperen og hans kone lige var rejst hjemmefra. Her er stadig de oprindelige møbler, bilæggeren, billeder, båsen til fårene og de ting skipperen kom hjem med fra sine rejser.

I dette hus boede den selvstændige og raske skipperenke, Hanne og hendes datter Karen, som i 1965 solgte huset med indbo til Fonden Gamle Sønderho for at det kunne bevares for eftertiden. Hannes Hus er åbent for offentligheden.

  

Sønderho Brandmuseum, Nordland 12

Sprøjtehuset er et af Danmarks ældste og bedst bevarede. I bygningen, som siden 1868 har huset den gamle brandsprøjte, har Jørgen von Hahn gennem årene samlet effekter, optegnelser m.m., der giver et levende indtryk af datidens brandberedskab.

Sprøjtevognen er fra 1895 og stammer fra Schackenborg. Den er af samme type som Sønderhos oprindelige brandsprøjte fra 1868.

  

Den Gamle Redningstation, Sønderho Strandvej 15

Er fuldt udstyret med redningsbåd og redningsudstyr. Båden står på det hjulsæt, som den blev trukket til strandkanten på af 6 heste. Desuden kan man se den udrustning, som redningsbåden var udstyret med samt det øvrige redningsmateriel, der kunne anvendes fra strandbredden. Endvidere findes en mængde plancher med gamle fotografier, beskrivelser og mandskabslister.

 

 

Flisesamlingen, Sønder Land 1

På restaurant Nanas Stue kan se man se en stor udstilling af hollandske vægfliser. Fliserne blev hjembragt af sømændene i det 19. århundrede og brugt til både udsmykning og til at reflektere varmen fra husenes ovne. 

 

Sønderho Kirke, Sønderho Strandvej 1A

Den nære sammenhæng med søfartsbyen Sønderho præger i høj grad kirken, som er den kirke i Danmark, der har flest kirkeskibe - 15 i alt. Barok altertavle 1717 - prædikestol 1661 - pulpitur i originalmaling 1782. Salskirke med oprindelig plads til ca. 800. Enestående opbygning af bænkerader og placering af prædikestol gør kirken til en seværdighed.