Strandsejlere på Fanø

Strandsejlads er sport og sjov. Fanø er et af de bedste steder i Europa til strandsejlads. På stranden syd for Rindby kan du få adrenalinet til at pumpe. Her er der lavet et særligt område til strandsejlerne. 

Strandsejlads på Fanø er for både eksperten og nybegynderen, for mænd og kvinder, for børn og voksne.

Strandsejlads er en sport, der kan dyrkes hele året. Det eneste der kræves er lidt vind, og med vestenvind er det helt perfekt.

Det særlige ved stranden syd for Rindby er at den stort set altid er tør og god at køre på. Fanø Kommune vedligeholder dette stykke af stranden, som sikrer, at der en plan sandflade at køre på. Det er ikke tilfældigt at denne strand flere gange er blevet brugt til verdensrekordforsøg i langdistancekørsel med kite-buggy.

Der findes mange forskellige former for strandsejlere. De mest kendte er blokart og kite-buggy, som også er dem man oftest møder på stranden på Fanø. Landboarding er en anden sport, der dyrkes i området. Det er kort fortalt et skateboard med store hjul, som bliver trukket af en drage/faldskærm, så det er muligt at lave akrobatiske hop. 

 

Blokarts

Siden 2009 har det været muligt at prøve denne spændende sport uden først at skulle investere i sin egen strandsejler. På stranden findes en strandsejlerskole, hvor du kan lære at beherske denne spændende sport.

Den type strandsejler, som du kan leje, kaldes en blokart. Den drives fremad med et sejl og styres med et cykellignende styr. Fem minutters instruktion og så er du klar til at køre på begynderbanen! Allerede fra 7-8 års alderen er det muligt at køre selv. Der findes også en to-sædet model, så forældre og mindre børn kan køre sammen.

Kite Buggy

Kite-buggy'en er også tre-hjulet, men styres med fødderne og drives frem af en faldskærm, som holdes i hænderne. En mere krævende, men samtidig spændende, type strandsejler.

I Tyskland er kite-buggy sporten meget populær, men også andre steder i Europa vinder denne sport frem. Fanø er internationalt kendt som et af bedste steder for strandsejlads. Den brede strand, det faste sandunderlag og de stabile vindforhold gør Fanø til noget specielt for buggy kørerne. Folk fra hele Europa kommer for at dyrke deres sport her.