Byerne på Fanø

Bymiljøerne på Fanø er nogle af de store attraktioner. Nordby, Sønderho, Fanø Bad og Rindby Strand har hver deres særpræg.

Sønderho - Danmarks smukkeste landsby

Et besøg i Sønderho er et "must" når man besøger Fanø. Det er ikke uden grund Sønderho vandt prisen som Danmarks smukkeste landsby.

Når man går i de smalle gader med de fine gamle huse, føler man sig hensat til en anden tid.

Stil bilen på parkeringspladsen ved kirken og brug et par timer på en by-vandring i de små krogede gader, besøg Fanø Kunstmuseum, Hannes hus, Sønderho Mølle og Sønderho Kirke.

De mange gamle, velbevarede bygninger stammer hovedsageligt fra midten af 1700- tallet og 100 år frem, hvor Sønderho var den dominerende søfartsby på den jyske vestkyst.

Havnen og værftsområdet lå i en lille beskyttet bugt i den nord-østlige ende af Sønderho. Men indsejlingen sandede efterhånden til og er i dag engarealer. Sammenhængen med søfarten præger i høj grad Sønderho Kirke, som er den kirke i Danmark, der har flest kirkeskibe - 15 i alt.

 

Nordby - Fanøs hovedstad

Færgeruten til Fanø går fra Esbjerg til Nordby. Allerede på færgen får man det første indtryk af øen og af Nordby. En lille, hyggelig by, præget af de mange smukke huse fra 1800-tallet, og omgivet af en smuk natur.

Nærheden til naturen mærkes allerede på havnen. Fra havnepromenaden kan man sidde og nyde de mange vadefugle, og ofte ligger der sæler på den lille sandbanke  (Søjorden) 50 m fra havnen. 

Ved sammenligning med gamle fotografier kan man se, at mange små gader og veje ikke har ændret sig nævneværdigt i århundreder. Man må ikke snyde sig selv for den store oplevelse det er, at slentre rundt i de små krogede gader i Nordby.

Fanø Bad og Rindby Strand

er badebyer helt ude ved stranden. Her er der sommerhuse, feriecentre, butikker og restauranter og masser af liv. 

Fanø Bad blev skabt i slutningen af 1800 tallet, mens Rindby Strand først og fremmest er et barn af 1960'ernes velstand. 

Sønderho

Fanø's kulturelle centrum, hvor den traditionelle dans og musik lever i bedste velgående.

Side om side med en koloni af billedkunstnere, musikere og forfattere.

Tilsammen skaber det et usædvanligt rigt kulturliv for en landsby med 350 indb.

Sønderho Dag

Sønderho dag er den smukke og traditionelle festdag i Sønderho. Foregår altid på den 3. søndag i juli.

Fannikerdage

3 dage med fest og farver i Nordby den 2. weekend i juli med optog, musik og dans.

Nordby

er en levende by bygget på traditioner.

Med sine 2.800 indbyggere er byen det handelsmæssige og administrative centrum på Fanø.

Her ligger rådhus, skole, sundhedshus, turistbureau, bibliotek og de fleste andre institutioner.