Sønderhodag

Sønderhodag

Den 3. søndag i juli afholdes der  ”brudefest” i Sønderho.

Kl. 10 er der festgudstjeneste i Sønderho Kirke, hvor mange kvinder og børn kommer i den traditionelle Fanødragt.
Kl. 14 går Brudeoptoget fra Børsen igennem de smalle gader og op til Sønderho Mølle. Forrest går spillemændene med deres violiner, derefter ”brudeparret” og efterfølgende de 2 voksne brudesvende og brudepiger. Alle 3 kvinder er iført de smukke brudedragter og brudekroner. Brudefølget, som består af op til 100 børn og voksne er alle iført Fanødragter, og de små børn køres i hestevogne.

På Møllebanken  opføres  brudedansene med tilhørende traditioner, de mange forskellige dragter fremvises, og til sidst danses der traditionel Sønderhoningdans, hvor alle kan deltage.

Efter Møllebanken går brudefolket og spillemændene tilbage til Sønderho, hvor festen fortsætter i de små gader. Om aftenen er der Sønderhobal i Sønderho Forsamlingshus, og festen fortsætter sædvanligvis til den lyse morgen.

Alle er velkomne.