loder

Kajak

Kajak i Vadehavet

Kajak i Vadehavet er en spændende udfordring.

Når solen skinner, vandet ligger spejlblankt, og man ikke kan se hvor havet slutter og himlen begynder - så kan det være svært at forestille sig, at Vadehavet også er et af de mest udfordrende farvande i Danmark at ro i.

Her er faktisk mange dage med stille vejr hvor den største udfordring består i at få aflæst tidevandstabellen korrekt, så man er sikker på at have strømmen med sig og vand nok under kølen.

På de stille dage er det ren balsam for sjælen at ro rundt i Vadehavet. Tidevandet gør arbejdet. Hvis man har timet det korrekt, så kan man faktisk få det, som roede man nedstrøms i en å - i havet, det er en speciel fornemmelse! Man kan selvfølgelig også gøre det modsatte, ro mod strømmen både ud og ind, for træningens skyld.

 

 

Det forekommer en sjælden gang, at man ikke ser sæler på en tur, men det er ikke tit. Vadehavet er et naturreservat, Danmarks største, og her myldrer det med liv; sæler er der mange af og næsten over det hele. Er du fugleinteresseret er Vadehavet et slaraffenland. 

Det skal siges, at Vadehavet som udgangspunkt ikke er velegnet for begyndere. Der er områder, der er sikre nok, men er man usikker er det bedre at lade være. Det er også en mulighed at kontakte nogle af de lokale klubber i området for yderligere informationer. Ruteforslagene på disse sider er stort set alle på EPP2 niveau og højere.

Vandet er meget afvekslende! Og den faktor sammen med vinden som afgør og former alt her i området. Tidevandet ændrer landskabet, og det kan overraske hvor meget det ændrer. At tage ud i Vadehavet er en garanti for, at kajakturen aldrig bliver ens!