Nationalpark Vadehavet
Vadehavet blev nationalpark i 2010. I 2015 blev den danske kystlinie fra Tøndermarsken i syd til Blåvandshuk i nord udnævnt til UNESCO verdensarv. Verdensarv er en liste over naturområder og bygningsværker, der har en 'enestående universel værdi'. Kommer et område på denne eftertragtede liste, betyder det at verdenssamfundet anderkender, at området er vigtig for os alle - også i fremtiden.
Vadehavet er enestående, fordi det er et stort, sammenhængende og forholdsvis 'ungt' landskab. Det er samtidigt unikt, fordi landskabet hovedsageligt er opbygget af havet og kun med en meget lille andel af materiale fra åerne.
At Vadehavets landskab forandrer sig, betyder at dyr og planter både møder nye udfordringer og muligheder. Hvis deres levesteder ødelægges af vind og vejr, opstår der nye muligheder andre steder i Vadehavet.
Områdets mange forskellige slags landskabstyper udgør 'lommer', hvor særlige plante- og dyrearter kan leve, og på vaderne og i marsken har plante- og dyrearterne tilrettet deres liv efter det salte tidevand.
Vadehavet i Danmark, Tyskland og Holland udgør 60 % af de samlede tidevandsområder i Europa og Nordafrika og med den størrelse er der plads til at dyrearterne kan finde flere levesteder i området eller - over tid - at finde deres helt egen niche at udnytte.
Vadehavets landskab består af flere forskellige elementer, f.eks. klitter, marsk og hede. Men det er selvfølgelig den tørlagte havbund, der om noget kendetegner Vadehavet. ”Vaden” er betegnelsen for den del af havbunden der blotlægges ved lavvande. Ved første øjekast ser vaden død og ensformig ud. Det er dog på ingen måde tilfældet. De fleste dyr lever imidlertid nedgravet i bunden, og har tilpasset sig de store udsving i temperatur, strøm og fugtighed. Mængden (vægten) af levende dyr i vaden er 10 gange højere end i havbunden generelt. Den lave vanddybde og de rigelige mængder af sollys, resulterer i en meget høj produktion af alger. Det er algerne, der danner grundlaget i den vidt forgrenende fødekæde, der også omfatter dyndsnegle, sandorm, konkylier, eremitkrebse og forskellige former for muslinger.
Strandenge hører til blandt de mest værdifulde naturtyper i Danmark. Det mest vidtstrakte strandengsområder på Fanø er Grønningen på Fanøs nordlige del.
På Fanøs sydspids finder vi strandengen med det besynderlige navn, "Hønen". Engen er ikke stor, men meget interessant.
Tidevandet er en helt afgørende faktor for Fanø og Vadehavet. Tidevandet er kort fortalt den regelmæssige stigning og fald i vandstanden. Dette foregår i en cyklus på 12½ time. Tidspunktet for vandstandens højeste niveau kaldes flod og laveste niveau ebbe. Højdeforskellen mellem ebbe og flod er i Vadehavet ca. to meter - den højeste i Danmark.
Landskaber smelter sammen i Fanø's største sandørken. Der er adgang for gående hele året på Søren Jessens Sand.
Man kan cykle et stykke i nordlig retning langs klitfoden fra Fanø Bad. Men på grund af sandflugt er det ikke muligt at cykle på de centrale dele af højsandet. Det er netop det ufremkommelige landskab der gør Søren Jessens Sand til en stor naturoplevelse
