Nordby - Fanøs Hovedstad
Færgeruten til Fanø går fra Esbjerg til Nordby. Allerede på færgen får man det første indtryk af øen og af Nordby. En lille, hyggelig by, præget af de mange smukke huse fra 1800-tallet, og omgivet af en smuk natur.
Nærheden til naturen mærkes allerede på havnen. Fra havnepromenaden kan man sidde og nyde de mange vadefugle. Ofte ligger der sæler på den lille sandbanke (Søjorden) 50 meter fra havnen.
Ved sammenligninger med gamle fotografier kan man se, at mange små gader og veje ikke har ændret sig nævneværdigt i århundreder. Man må ikke snyde sig selv for den store oplevelse, det giver at slentre rundt i de små krogede gader i Nordby.
Nordby er også en moderne og levende by. Med sine ca. 2.800 indbyggere er byen det handelsmæssige og administrative centrum på Fanø. Her ligger rådhus, skole, sundhedshus, bibliotek, sportshal, turistinformation og de fleste andre institutioner.