loder

Sæler

Fanø - et paradis for sæler

Der er sæler i havet ved Fanø hele året. De ligger og soler sig på sandbankerne eller leger i vandet. Det er en af de ting, som du skal opleve på din Fanø ferie.

Se og oplev dem på tæt hold i deres naturlige omgivelser ved den store sælbanke sydvest for Sønderho.

Det tager mindre end en halv time at vandre ud til sælbanken ved lavvande, men man kan også være heldig at se dem allerede i havnen i Nordby.

Der er mange sæler i Vadehavet omkring Fanø. Man regner med, at der her findes omkring 3000 spættede sæler, som er den mest almindelige art.

Men også gråsælen er i stor fremgang. Sæ­len er fredet for jagt, og derfor er den ved at vænne sig til, at et møde med mennesker ikke be­høver at være farligt.

 

Sælerne er meget nysgerrige dyr, så man kan være heldig at kom­me tæt på dem. Pludselig dukker deres hoveder op af vandet i sejlrenden tæt ved hvor vi står - de er ligeså interesserede i os, som vi i dem.

Fra sidst på foråret begynder sælerne for alvor at indfinde sig på bankerne - hunnerne skal nemlig føde ungerne på bankerne i løbet af juni og juli måned.

En nyfødt sæl vejer omkring 10 kg. Ungen kan kun die, når sælerne ligger på bankerne. Derfor er det vigtigt ikke at jage sælerne i vandet, hvad enten du kommer i fly, båd eller til fods.

Sælerne på Fanø kan opleves på sælsafari til fods til Galgerev sammen med en af vore guider.